Historie

Ideen omkring fjernvarme i Svendborg opstod i en kreds af grundejere i den indre by, der nedsatte et udvalg, bestående af Landsretssagfører Finn Poulsen, Tømrermester Sv. Aage Jacobsen, A.T. Møller, Forretningsfører Sv. Aage Andersen og Ingeniør Hintz, Odense, som skulle forfølge ideen.

Fredag d. 10/11 1950 afholdtes et møde på Wandalls Hotel for at drøfte det organisatoriske, finansielle og Fjernvarmeværkets beliggenhed. 

Foerste Spadestik Tilpasset

Der var enighed om at der skulle dannes et andelsselskab, at anlægget skulle udføres som et dobbeltstrenget varmtvandsanlæg samt at bryggeriet Concordia i Bagergade var en god placering.    

Der blev derefter nedsat et udvalg som skulle arbejde videre med sagen og bl.a. sørge for den fornødne tilslutning.    

Udvalget kom til at bestå af følgende medlemmer:

Landsretssagfører Finn Poulsen, Forretningsfører Sv. Aage Andersen, Tømrermester Sv. Aage Jacobsen, Direktør Boldt, Apoteker Lassen, Isenkræmmer Eivind Petersen og Skolebestyrer Ravn Nielsen.    

Fredag d. 12/1 1951 afholdtes der stiftende generalforsamling på Wandalls Hotel med foreløbig 20 andelshavere.    

Man regnede i første omgang med at komme i gang i foråret 1951 og starte med at forsyne fra efteråret 1951, men grundet boligmangel og valutarestriktioner var det et større arbejde, at få tilladelse til at indrette det gamle bryggeri til varmecentral, samt at få importbevilling til rørene.    

Fredag d.  18/4 1952 afholdtes der en ekstraordinær generalforsamling, hvor det blev meddelt at alle skriftlige tilladelser forelå og det blev enstemmigt vedtaget at gå ind for gennemførelsen af projektet, som ville koste 2 Millioner Kr.

Tirsdag d. 29/7 1952 blev det første spadestik taget på grunden Bagergade 40.