---
title: "Bestyrelsen har besluttet, hvem der skal modernisere fjernvarmeproduktionen"
description: "Udbudsprocessen for moderniseringen af Svendborg Fjernvarmes produktionsanlæg nærmer sig sin afslutning."
date: "2026-04-09"
created: "2026-04-09"
---

[Hjem](https://svendborgfjernvarme.dk/)

                    [Nyheder](https://svendborgfjernvarme.dk/nyheder)

                [Bestyrelsen har besluttet, hvem der skal modernisere fjernvarmeproduktionen](https://svendborgfjernvarme.dk/nyheder/bestyrelsen-har-besluttet-hvem-der-skal-modernisere-fjernvarmeproduktionen)

# Bestyrelsen har besluttet, hvem der skal modernisere fjernvarmeproduktionen

Udbudsprocessen for moderniseringen af Svendborg Fjernvarmes produktionsanlæg nærmer sig sin afslutning. Bestyrelsen i Svendborg Fjernvarme har fået forelagt de indkomne tilbud, og efter grundige evalueringer har bestyrelsen nu sat navne på, hvilke entreprenører, der kommer til at realisere moderniseringen af varmeproduktionen på Bodøvej. En modernisering, der skal sikre, at varmepriserne kan holdes i ro fremover. Gør vi ingenting stiger varmeprisen markant.

                ![](https://svendborgfjernvarme.dk/i/MOLIRIMEDIA/c802f46c-6f74-432d-2c56-08de952cf996?width=800)

## **Hvorfor er en modernisering nødvendig?**

Svendborg Fjernvarmes produktionsanlæg skal moderniseres for at sikre fortsat billig og stabil fjernvarme til svendborgenserne mange år frem. Fortsætter vi fjernvarmeproduktionen på det nuværende anlæg uden at investere i en modernisering, bliver det markant dyrere at være fjernvarmebruger i Svendborg i årene, der kommer. Det er især på grund af den nuværende afhængighed af gas i fjernvarmeproduktionen.

Det er dyrt at anvende gas, og det bliver kun dyrere fremover. Gaspriserne kan svinge blandt andet på grund af den geopolitiske situation i verden. Derimod ligger det fast, at gasafgifterne og CO2-kvotepriserne kun stiger i årene, der kommer. Derfor vil der også komme varmeprisstigninger, hvis vi fortsætter som nu. Læs mere [her](https://svendborgfjernvarme.dk/nyheder/handler-vi-ikke-nu-forventer-vi-stigende-varmepriser-fremover).

Moderniseringen sikrer, at gasforbruget reduceres fra cirka 35 % i dag til cirka 5 %, og dermed sikres også en markant reduktion af CO2-udledningen fra varmeproduktionen, så snart det nye anlæg sættes i drift.

## **Hvordan moderniseres anlægget?**

Fjernvarmeproduktionen skal i langt højere grad end i dag elektrificeres og lagerkapaciteten skal udvides. Det giver fleksibilitet til at producere varme, når prisen på el er lav, og at gemme varmen til senere, når elpriserne igen stiger. Derfor skal der etableres følgende enheder ved det eksisterende produktionsanlæg på Bodøvej 15.

- En ny 25 MW varmepumpe
- En ny 25 MW elkedel
- En 10.000 m^3^ akkumuleringstank til lagring af varme
- Et nyt udpumpningssystem

Efter en længere udbuds- og forhandlingsproces ligger det nu fast, hvilke tilbudsgivere, der har fået tildelt opgaverne med at etablere ovenstående enheder.

## **Hemmeligt lidt endnu, hvem der er valgt**

På grund af stringente regler omkring EU-udbudsprocesser forbliver tildelingen en hemmelighed for alle andre end Svendborg Fjernvarmes bestyrelse, direktionen og få udvalgte ansatte, der har forhandlet samt selvfølgelig tilbudsgivere lidt endnu. Forventeligt et par uger mere.

Men beslutningen om, hvem der skal være med til at realisere moderniseringen af produktionsanlægget sammen med Svendborg Fjernvarme er truffet, og dermed er projektet gået ind i en ny fase.

## **Ikke hemmeligt, at det samlet set er et rigtigt godt tilbud**

Moderniseringsprojektet har en investeringsramme på ca. 350 millioner kroner, som ikke må overskrides. Uden endnu at kunne røbe det samlede investeringsbehov, er formand for Svendborg Fjernvarmes bestyrelse, Bjørn Thorsen og næstformand Kim Lyngbek meget tilfredse med resultatet af udbuddet:

Vi har i lang tid arbejdet på at sikre, at Svendborg Fjernvarme også i fremtiden kan levere billig og stabil fjernvarme til alle andelshavere – og dertil også varme, som er ansvarligt produceret. Med tildelingen af opgaverne, som bestyrelsen nu har besluttet, er vi kommet meget tættere på en realisering af moderniseringen af produktionsanlægget til gavn for både varmepriser og klima. Og uden at kunne være mere konkrete lige nu, er vi også meget tilfredse med det samlede investeringsbeløb, og hvad investeringen kommer til at betyde. Vi glæder os til snart at kunne dele flere detaljer om samarbejdspartnerne, projektet og ikke mindst investeringens betydning for varmeprisen.

                Formand Bjørn Thorsen og næstformand Kim Lyngbek

## **En rigtig god investering – også selv om der ikke tilkobles flere andelshavere**

 Moderniseringen, der i langt højere grad elektrificerer fjernvarmeproduktionen, er en stor investering for Svendborg Fjernvarme, og derfor er den grundigt analyseret og diskuteret med udgangspunkt i mange ekspertberegninger, risikovurderinger og evalueringer. Alle beregninger og evalueringer viser, at investeringen er en god og rentabel investering - også selv om der ikke kobles én eneste ekstra andelshaver på fjernvarmenettet.

Samtidig kan det konstateres, at den samlede investering holder sig klart inden for den fastlagte investeringsramme.

Svendborg Kommune bakker op om projektet. Et stort politisk flertal gav i oktober 2025 grønt lys for projektforslaget og dermed for igangsættelsen af udbudsprocessen, som netop har ført til tildeling af opgaver til udvalgte tilbudsgivere.

Læs mere om moderniseringsprojektet [her](https://svendborgfjernvarme.dk/nyheder/vi-fremtidssikrer-fjernvarmen-til-gavn-for-vores-andelshavere).

            Del indhold
            Link kopieret
