---
title: "Fjernvarmen fremtidssikres til gavn for varmepris og klima"
description: "Nu sker det: Bestyrelsen i Svendborg Fjernvarme har truffet beslutningen, entreprenørerne er valgt, og kommunen bakker op om fremtidssikringen af fjernvarmen."
date: "2026-04-21"
created: "2026-04-21"
---

[Hjem](https://svendborgfjernvarme.dk/)

                    [Nyheder](https://svendborgfjernvarme.dk/nyheder)

                [Fjernvarmen fremtidssikres til gavn for varmepris og klima](https://svendborgfjernvarme.dk/nyheder/fjernvarmen-fremtidssikres-til-gavn-for-varmepris-og-klima)

# Fjernvarmen fremtidssikres til gavn for varmepris og klima

Nu sker det: Bestyrelsen i Svendborg Fjernvarme har truffet beslutningen, entreprenørerne er valgt, og kommunen bakker op om fremtidssikringen af fjernvarmen. Dermed kan moderniseringen af varmeproduktionen igangsættes. Det er godt nyt for både varmeprisen og klimaet.

## Hvad er målet?

Målet er at sikre, at varmeprisen kan holdes i ro fremfor at stige markant i årene, der kommer. Samtidig gavner moderniseringen den grønne omstilling i Svendborg, idet forbruget af gas til varmeproduktionen reduceres markant, og det samme gør CO2-udledningen dermed også.

##
Politisk opbakning bag nyt kapitel for fjernvarmen

Borgmester Bo Hansen ser frem til, at Svendborg fortsat kan tilbyde billig og fremover også mere klimavenlig fjernvarme.

>
> *”Det er et vigtigt skridt, der markerer begyndelsen på et nyt kapitel i Svendborgs fjernvarme til gavn for borgere og virksomheder. En fælles, stabil og fremtidssikret varmeforsyning vil kunne mærkes – både på varmeregningen og i form af en lavere CO2-udledning i årene, der kommer,” siger borgmester Bo Hansen og tilføjer:*
>
> *"Projektet gør det muligt på sigt at udbrede fjernvarmen til flere områder i kommunen. Det gør det lettere for endnu flere borgere og virksomheder at træffe et grønnere valg og få glæde af en mere klimavenlig opvarmning.”*

## Ro på varmeprisen og markant fald i CO2-udledning i sigte

Med det moderniserede anlæg, der skal sikre fortsat billig og stabil fjernvarme i mange år frem, elektrificeres varmeproduktionen i langt højere grad end i dag. I dag produceres cirka 35 % af fjernvarmen på gas.

Adm. direktør Kent H. Kjeldgaard ser frem til, at moderniseringen af produktionsanlægget nu går i gang, for som han siger:

> ”Det er dyrt at producere fjernvarme på vores nuværende anlæg pga. afhængigheden af gas, og det bliver kun dyrere i fremtiden. Vi har allerede sikret os tilstrækkelig el-kapacitet, så jo hurtigere vi kan få moderniseret vores anlæg, jo hurtigere kan vi skrue ned for gassen og op for elektrificeringen til gavn for varmeprisen og klimaet.”

Beregningerne viser, at med det moderniserede anlæg kan varmen produceres billigere end i dag, og tilstrækkeligt billigt til, at varmeprisen - inklusive investeringen – forventeligt kan holdes i ro.

![](https://svendborgfjernvarme.dk/i/MOLIRIMEDIA/912a768b-44d2-4cae-7e33-08de9ba436cb?width=800)

Efter få års drift med anlægget indikerer prognoserne, at mange andelshavere endda kan se frem til besparelser på varmeregningen. Hvor store besparelser, der kan blive tale om, afhænger bl.a. af udviklingen i elpriserne, indledende driftsoptimeringer og den enkelte andelshavers bolig og varmeforbrug.

Samtidig reduceres udledningen af CO2 fra varmeproduktionen markant, når det moderniserede anlæg er i fuld drift. Helt op til 4.000 tons årligt.

![](https://svendborgfjernvarme.dk/i/MOLIRIMEDIA/87ce1407-8924-4549-7e34-08de9ba436cb?width=800)

## Grundige og robuste analyser og beregninger gav entydigt svar

I bestyrelsen har moderniseringen af produktionsanlægget fyldt meget i de seneste mange måneder. Efter mange analyser og beregninger fra eksperter i branchen, risikovurderinger ad flere omgange, og det hele toppet med meget grundige og robuste ”hvad-nu-hvis”-beregninger udført af en uafhængig tredjepart, er konklusionen klar og entydig: Investeringen er det eneste rigtige at gøre.

Bjørn Thorsen, bestyrelsesformand og næstformand Kim Lyngbek står begge gerne på mål for beslutningen:

>
> *”Moderniseringsprojektet er en stor investering og dermed et stort ansvar for bestyrelsen. Derfor har vi også lagt os i selen for meget grundigt at analysere, planlægge, risikovurdere og diskutere alle tænkelige scenarier. Og konklusionen er klar: Det er en rigtig god investering – og det eneste rigtige at gøre. Med moderniseringsprojektet kan vi sikre fortsat billig og stabil fjernvarme i mange år frem og samtidig sikre en ansvarlig fjernvarmeproduktion. Det skylder vi både nuværende og kommende generationer," siger formandskabet.*

Investeringen er rentabel for de eksisterende andelshavere. Der er altså ikke kalkuleret med, at flere skal tilsluttes fjernvarmen i Svendborg for at det er en god investering. Flere borgere og virksomheder vil dog kunne tilsluttes, hvis de ønsker det. Det bliver der tilstrækkelig kapacitet og fleksibilitet i produktionen til, og det vil kun gavne alle andelshaveres varmepris, at flere tilsluttes.

Efter endt udbudsproces kan det med tilfredshed konstateres, at den samlede investering bliver på cirka kr. 300 mio. og altså cirka kr. 50 mio. under investeringsrammen.

## Installationen i gang meget snart

Med moderniseringen af fjernvarmeproduktionsanlægget tilføjes følgende enheder:

- En 25 MW varmepumpe

- En 25 MW elkedel

- En 10.000 m3 akkumuleringstank

- Og et nyt udpumpningssystem

Så snart byggepladsen på Bodøvej er etableret og klar, påbegyndes installationen af anlægget. Etableringen af byggeplads mv. går i gang i maj 2026 og installationen af anlægget går efter planen i gang lige efter sommerferien 2026.

Installation af anlæg udføres i samarbejde med: Krebs A/S, Tjæreborg Industri A/S, Steeltank A/S, Bravida A/S og Munck Forsyningsledninger A/S.

På billedet underskriver direktør for Krebs A/S, Morten Krebs og direktør for Svendborg Fjernvarme, Kent H. Kjeldgaard samarbejdskontrakten.

![](https://svendborgfjernvarme.dk/i/MOLIRIMEDIA/37947294-593d-4f64-7e38-08de9ba436cb?width=800)

I Svendborg Fjernvarme ser vi frem til samarbejdet med entreprenørerne om opførelsen af det nye anlæg.

Det moderniserede fjernvarmeanlæg forventes at være klar til indledende drift til fyringssæsonen 2027/2028 og i fuld drift fra midten af 2028.

## Vidste du at:

- Tilstrækkelig kapacitet i fjernvarmeproduktionen giver fleksibilitet og mulighed for at producere til lager, når elpriserne er lave? Det er til gavn for andelshavernes varmepris på årsbasis

- At fleksibiliteten også giver mulighed for at hjælpe med at balancere elnettet? Det er til gavn for os alle

![](https://svendborgfjernvarme.dk/i/MOLIRIMEDIA/075b9332-2b20-4822-7e37-08de9ba436cb?width=800)

Når produktionsanlægget er moderniseret og i fuld drift har vi tilstrækkelig kapacitet og fleksibilitet til at kunne producere ekstra varme til lager, når elpriserne er lave. Det er til gavn for varmeprisen og for elnettet.

Når behovet for el er stort, fordi rigtig mange gerne vil oplade elbiler, lave mad, ordne vasketøj etc. på samme tid, kan vi skrue ned for fjernvarmeproduktionen, og dermed for vores elforbrug på de tidspunkter af døgnet, hvor elnettet er hårdt belastet. For når efterspørgslen på el stiger - og priserne gør det samme - så tapper vi blot fjernvarmen fra de store akkumuleringstanke i stedet for at fortsætte produktionen.

            Del indhold
            Link kopieret
