---
title: "Se den høje skorsten ryger – og denne gang for sidste gang"
description: "Den 70 meter høje skorsten, som i mange år hjalp affaldsforbrændingen på Bodøvej af med røgen fra forbrændingsanlægget, røg i dag for sidste gang – og denne gang med en noget anden betydning."
date: "2026-06-18"
created: "2026-06-18"
---

[Hjem](https://svendborgfjernvarme.dk/)

                    [Nyheder](https://svendborgfjernvarme.dk/nyheder)

                [Se den høje skorsten ryger – og denne gang for sidste gang](https://svendborgfjernvarme.dk/nyheder/se-den-hoeje-skorsten-ryger-og-denne-gang-for-sidste-gang)

# Se den høje skorsten ryger – og denne gang for sidste gang

Den 70 meter høje skorsten, som i mange år hjalp affaldsforbrændingen på Bodøvej af med røgen fra forbrændingsanlægget, røg i dag for sidste gang – og denne gang med en noget anden betydning.

*Nyheden opdateres snarest muligt med en video af den høje skorsten der væltes.*

Den store bygning, som oprindeligt husede affaldsforbrændingsanlægget, skal i fremtiden danne rammen for en vigtig del af Svendborg Fjernvarmes moderniserede produktionsanlæg, nemlig en ny stor varmepumpe og en ny elkedel.

Bygningen rummer allerede en stor akkumuleringstank, hvor fjernvarmen kan lagres til senere brug. I forbindelse med moderniseringen af produktionen bygger vi endnu en stor akkumuleringstank foran bygningen. Dermed opnår vi endnu større fleksibilitet til at producere varme, når elpriserne er lavest, for derefter at gemme den til behovet for varme stiger på et senere tidspunkt.

Med øget elektrificering af fjernvarmeproduktionen, bliver der ikke længere brug for skorstenen i varmeproduktionen. Så den store bygning bevares og genanvendes, mens den høje skorsten altså nu er fjernet.

Adm. direktør Kent H. Kjeldgaard ser skorstenens fald som et meget synligt symbol på at moderniseringsprojektet nu for alvor er skudt i gang:

>
> ”*Forberedelserne til moderniseringen af fjernvarmeproduktionen har faktisk allerede været i gang i flere uger, men de fleste aktiviteter har indtil nu foregået inde i den store bygning, der er ved at blive gjort klar til en ny varmepumpe og en ny elkedel, og arbejdet har derfor ikke været særlig synligt udefra.*
>
> *Med skorstenens fald ses det nu meget tydeligt, at bygningen er godt i gang med at blive forvandlet – ligesom varmeproduktionen i Svendborg, der i fremtiden bliver elektrificeret i langt højere grad end i dag til gavn for både varmeprisen og klimaet. For med øget elektrificering kan vi vinke farvel til en meget stor del af det gasforbrug, vi har i fjernvarmeproduktionen i dag.”*

Læs mere om moderniseringen af fjernvarmen her: [Fjernvarmen fremtidssikres til gavn for varmepris og klima](https://svendborgfjernvarme.dk/nyheder/fjernvarmen-fremtidssikres-til-gavn-for-varmepris-og-klima)

Læs også mere om målerudskiftningen, der foregår lige nu i store dele af byen: [Udskiftning af fjernvarmemålere i 2026](https://svendborgfjernvarme.dk/nyheder/udskiftning-af-fjernvarmemaalere-i-2026)

Målerskiftet er et vigtigt led i moderniseringen af fjernvarmenettet i Svendborg. De nye målere gør det lettere for alle varmeaftagere at følge med i - og måske optimere og reducere – varmeforbruget.

De nye målere giver desuden Svendborg Fjernvarme mulighed for at optimere varmeproduktionen og fordelingen af varmen i forsyningsnettet endnu bedre end i dag. Det er i sidste ende til gavn for varmeprisen.

            Del indhold
            Link kopieret
