---
title: "Udskiftning af fjernvarmemålere i 2026"
description: "Svendborg Fjernvarme skal have udskiftet størstedelen af alle målere"
date: "2026-05-04"
created: "2026-01-23"
---

[Hjem](https://svendborgfjernvarme.dk/)

                    [Nyheder](https://svendborgfjernvarme.dk/nyheder)

                [Udskiftning af fjernvarmemålere i 2026](https://svendborgfjernvarme.dk/nyheder/udskiftning-af-fjernvarmemaalere-i-2026)

# Udskiftning af fjernvarmemålere i 2026

Svendborg Fjernvarme igangsætter udskiftningen af fjernvarmemålere i uge 8. Målerskiftet kommer til at gavne både forbrugerne og virksomheden.

                ![](https://svendborgfjernvarme.dk/i/MOLIRIMEDIA/1c14dff6-a915-44d1-dce5-08de1aad17a2?width=800)

Målerudskiftningen kommer til at strække sig over flere måneder i 2026, og vi forventer at have de sidste målere udskiftet i uge 40.

Udskiftningen af vores målere har været på tegnebrættet længe, og tiden er nu inde til at de bliver skiftet, så vi kan få styrket fjernvarmenettet.

Målerprojektet er en af hjørnestenene i Svendborg Fjernvarme, fordi det skal være med til at sikre en bedre kundeoplevelse, og samtidig være med til at skabe en mere effektiv drift i vores virksomhed.

                Asbjørn, projektleder i Svendborg Fjernvarme

Vores nye målere kommer til at være digitale, og vil give vores forbrugere mulighed for at følge med i, om deres fjernvarmeanlæg fungerer som det skal.

Det vil blandt andet være muligt at se, om fjernvarmeanlægget afkøler tilstrækkeligt, og om der er udsving i varmeforbruget.

Målerskiftet vil også gøre det lettere for dig, at følge med i dit forbrug på daglig basis.

Den indsigt som forbrugerne får med de nye målere, vil gøre det lettere at opdage eventuelle fejl og forbedre varmeøkonomien.

                            [Opdater dine kontaktoplysninger i E|Forsyning, så vi kan komme i kontakt med dig, hvis behovet opstår](https://eforsyning.dk/svendborgfjernvarme/#/login)

## Fjernvarmeanlæggene skal bygges op på en fælles måde

Fremover skal alle vores fjernvarmeanlæg ude hos vores forbrugere bygges op på samme måde, som bliver gjort i forbindelse med målerskiftet.

Tidligere har der været forskellige måder at placere måleren på, og en af hensigterne med vores målerprojekt er, at måleren skal placeres samme sted hos alle vores forbrugere - det skal de, fordi vi pr. 1. januar 2025 fik nye [leveringsbestemmelser](https://svendborgfjernvarme.dk/p/Svendborg Fjernvarme/Filer/Vedtægter og bestemmelser/Leveringsbestemmelser_SFV(1).pdf "leveringsbestemmelser"), hvor der står følgende:

>
> EJEREN vedligeholder tilslutningsarrangementet samt varme- og brugsvandsinstallationerne. Dette omfatter alt efter hovedhanerne på nær måleudstyret, der jf. pkt. 3.8 ejes og vedligeholdes af SELSKABET.
>

I den forbindelse skal måleren sidde så tæt ved hovedhanerne som muligt, så det er ens hvor afregningen sker fra.

I praksis betyder det, at måleren flyttes ud af forbrugerens veksler og frem til hovedhanerne for installationen. I samme forbindelse bliver måleren flyttet fra returen til fremløbet.

Teknikeren som kommer og skifter din måler skal derfor have adgang til både hovedhanerne og din veksler.

                ![](https://svendborgfjernvarme.dk/i/MOLIRIMEDIA/782ecb80-9ba7-49a3-b2d4-08de225677ec?width=800)

                            [Se betjeningsvejledning til Diehl måler, ved at klikke her](https://svendborgfjernvarme.dk/p/MOLIRIMEDIA/6d1ca0b0-bd7f-41a2-f0aa-08de7434792a)

## Tidslinje for målerprojektet

Målerprojektet strækker sig over 2026, og er inddelt i fire forskellige faser.

Nedenfor er der en tidslinje, som viser hvornår de fire faser af målerprojektet finder sted.

                ![](https://svendborgfjernvarme.dk/i/MOLIRIMEDIA/549c96bb-160a-4811-036f-08de5803ae59?width=800)

## Ofte stillede spørgsmål

###

                                    Hvad går målerprojektet ud på?

Projektet går ud på, at vi skal have skiftet vores fjernvarmemålere ude hos størstedelen af vores forbrugere.

Samtidig får vi et nyt hjemtagningssystem, hvilket sikrer, at vi får aflæsninger af forbruget tilsendt automatisk. Samtidig bliver der sat flere master op i byen, som skal være med til at sikre, at fjernaflæsningerne kommer frem til os.

###

                                    Hvorfor skal min måler skiftes?

Lovgivningen kræver, at vi kan hjemtage fjernaflæsninger fra 2027, jf. [bekendtgørelse nr. 1383 af 21/09/2020](https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1383 "bekendtgørelse nr. 1383 af 21/09/2020"). For at det kan lykkes, kræver det udskiftning af vores målere samt et nyt hjemtagningssystem, fordi:

- Det hjemtagningssystem vi har i dag, understøttes ikke af nye målere
- Mange af vores målere er udgående modeller, som ikke længere er mulige at hjemtage

De nye målere fra Diehl vil være med til at sikre en bedre kundeoplevelse ude hos vores forbrugere samt en mere effektiv drift i Svendborg Fjernvarme.

Efter målerprojektet er gennemført, vil det også være nemmere for os, at kontakte de forbrugere med dårlig afkøling, og hermed de forbrugere der kunne have udnyttet varmen bedre.

###

                                    Kan i ikke bare sætte nogle antenner op der kan hjemtage de udgåede målere?

Størstedelen af vores eksisterende målere kan ikke sende forbrugsdata til os længere, grundet model-begrænsninger og alderen på målerne. Der er derfor ingen systemer som vil være i stand til at hjemtage de udgåede målere.

Det kræver derfor at målerne bliver udskiftet, og at vi får et nyt hjemtagningssystem der kan hjemtage aflæsninger fra alle vores målere.

###

                                    Jeg har næsten lige fået sat min måler op - skal den også udskiftes?

Ja, det skal den med stor sandsynlighed. Det er størstedelen af alle vores målere der bliver udskiftet, også de nye målere.

Det er nødvendigt at skifte målerne, også dem der er sat op inden for de seneste par år, for at det nye hjemtagningssystem kan sikre at fjernaflæsningerne kommer frem til os.

###

                                    Hvornår bliver min måler udskiftet?

Vi går i gang med målerudskiftningen i uge 8 i 2026, og forventes at være færdige i uge 40.

###

                                    Hvordan kommer udskiftningen af alle målere til at foregå?

Udskiftningen af målerne udrulles i flere etaper, som strækker sig fra februar til oktober 2026.

Vores forbrugere vil på skift blive kontaktet for at aftale nærmere vedr. booking.

Når vi skal udskifte målere i dit område, vil du blive kontaktet med info om, hvordan du booker en tid.

###

                                    Hvem foretager udskiftningen af min måler?

Det er Boysens Køle- og Varmeteknik ApS, som kommer til at udføre arbejdet på vegne af Svendborg Fjernvarme.

De kommer til at bære et identifikationskort, som de får udleveret af os.

###

                                    Hvordan booker jeg en tid til at få skiftet min måler?

Du vil blive kontaktet af os, når det er ved at være tid til at få skiftet målere i dit område, hvor tider bookes på følgende måde:

 **Har vi din e-mailadresse registreret i E-forsyning:**

- Boysens Køle- og Varmeteknik ApS sender automatisk en tid til dig (bliver sendt til den e-mail, som er registreret i E-forsyning).

- Kan du ikke være hjemme på det pågældende tidspunkt, bedes du ringe til telefon (hverdage 8-16) 7022 5515, og tryk ”2” (læg en besked) eller skrive en e-mail til: maalerskift@bvtaps.dk og angive navn, adresse og telefonnummer. Så bliver du ringet op indenfor 1-3 hverdage.

**Har vi ikke din e-mailadresse registreret i E-forsyning:**

- Du bedes ringe til telefon (hverdage 8-16) 7022 5515, og tryk ”2” (læg en besked) eller skrive en e-mail til: maalerskift@bvtaps.dk og angive navn, adresse og telefonnummer. Så bliver du ringet op indenfor 1-3 hverdage.
- Har vi ikke din e-mailadresse eller dit telefonnummer, og hører vi ikke fra dig, ser vi os nødsaget til at komme på uanmeldt besøg for at skifte din måler.

###

                                    Kan jeg booke en tid ved at kontakte Svendborg Fjernvarme?

Nej, det kan du ikke. Alt bookingen kommer til at foregå gennem Boysens Køle- og Varmeteknik ApS, da det er dem der udfører arbejdet for os.

###

                                    Hvor lang tid kommer det til at tage at få skiftet min måler?

Det kan variere afhængig af din installation, men vi forventer at det tager omkring 1-2 timer.

###

                                    Er der noget jeg skal være opmærksom på, inden i kommer for at skifte måleren?

Du skal sørge for, at der er fri adgang til din veksler, måler, hovedhaner og evt. udvendigt fjernvarmeskab.

Med fri adgang menes 30 cm på hver side af både veksler, hovedhaner og udvendigt fjernvarmeskab. Se billede illustration:

![](https://svendborgfjernvarme.dk/i/MOLIRIMEDIA/eed26189-5313-4e7e-9d63-08de9ba436cb?width=800)

Derudover skal du være opmærksom på, at der afbrydes for det varme vand når teknikeren er på besøg hos dig.

            Del indhold
            Link kopieret
