---
title: "Varsling om takststigning fra 1. januar 2027 – fastlægges i november 2026"
description: "Markant højere energipriser - og især højere priser på gas - presser produktionsomkostningerne på fjernvarmen i Svendborg mærkbart i vejret."
date: "2026-09-30"
created: "2026-09-30"
---

[Hjem](https://svendborgfjernvarme.dk/)

                    [Nyheder](https://svendborgfjernvarme.dk/nyheder)

                [Varsling om takststigning fra 1. januar 2027 – fastlægges i november 2026](https://svendborgfjernvarme.dk/nyheder/varsling-om-takststigning-fra-1-januar-2027-fastlaegges-i-november-2026)

# Varsling om takststigning fra 1. januar 2027 – fastlægges i november 2026

Markant højere energipriser - og især højere priser på gas - presser produktionsomkostningerne på fjernvarmen i Svendborg mærkbart i vejret. Det ser desværre ud til at få betydning for varmeprisen i 2027. Vi varsler derfor nu en takststigning på 18% fra 1. januar 2027. Taksterne fastlægges først endeligt i slutningen af november 2026.

## **Modernisering af produktionen i fuld gang – men ikke klar endnu**

Vi er i fuld gang med at forberede moderniseringen af fjernvarmeproduktionen. En modernisering, der skal sikre, at vi på sigt kan holde varmepriserne mere i ro, sammenlignet med de markante varmeprisstigninger, vi ville se ind i over de kommende mange år, hvis vi ikke moderniserede vores fjernvarmeproduktion.

## **Vi er fortsat meget afhængige af gas**

Indtil anlægget er moderniseret og klar til produktion – forventeligt i midten af 2028 og med fuld effekt fra 2029 – er det vores eksisterende anlæg, der leverer varmen. I dag produceres ca. 35% af fjernvarmen i Svendborg på gas, så de markant stigende gaspriser gennem 2026 kan virkelig mærkes.

Adm. Direktør Kent H. Kjeldgaard er ligesom mange andre lige nu – både virksomhedsejere og forbrugere – ærgerlig over gasprisernes markante stigning, der ser ud til at fortsætte ind i 2027.

>
> *”Vi ser vi ind i et år, hvor der er udsigt til, at gasprisernes stigning fortsætter bl.a. på grund af den geopolitiske situation og forholdsvis lave gaslagre i Europa. Dertil kommer stigende gasafgifter og priser på CO2-kvoter.*
>
> *Når ca. 35% af vores fjernvarme i dag og også i 2027 skal produceres på gas, får store prisstigninger stor indflydelse på omkostningen ved at producere fjernvarmen. Vi følger løbende med i gaspriserne på den europæiske gasbørs, og alene fra 2026 til 2027 forventer vi en stigning i gasprisen på 45%.*
>
> *Med en så markant prisstigning, stiger vores produktionsomkostninger også markant, og derfor kan vi desværre ikke undgå, at varmeprisen stiger.”*

## **Varsling om takststigning – de endelige takster fastlægges i november**

Stigningen i produktionsomkostninger pga. afhængigheden af gas er den væsentligste årsag til, at vi er nødsaget til at varsle stigning i taksterne på 18% fra og med 1. januar 2027.

De endelige takster for 2027 fastlægges i slutningen af november 2026, hvorefter vores takstblad for 2027 meldes ud. Der er derfor fortsat mulighed for, at takststigningen bliver mindre end 18%. Dette sker, hvis forventningerne til især gasprisernes udvikling ændres, og vi oplever et markant fald i den forventede prisudvikling for 2027.

## **Hvad kommer stigningen til at betyde for et standardhus**

Et standardhus på 125 m^2^ med et årligt varmeforbrug på 13,4 MWh kommer med takststigningen til at betale kr. 15.245 (inkl. moms) i varme årligt. For en standardlejlighed på 80 m^2^ og et forbrug på 7,8 MWh bliver betalingen kr. 9.193 (inkl. moms).

## **Forventet mere ro på priserne på den lange bane**

Når det moderniserede og dermed yderligere elektrificerede anlæg bestående af en ny stor varmepumpe, en ny elkedel og en ekstra akkumuleringstank sættes i drift, kan vi producere fjernvarmen mere effektivt end nu. Samtidig reduceres anvendelsen af gas markant, og derfor forventer vi, at varmeprisen kan holdes mere i ro på lang sigt.

                            [Læs mere om moderniseringen af fjernvarmeproduktionen her](https://svendborgfjernvarme.dk/MOLIRIPAGE/04907ba7-5557-4e32-8c99-424128378ba4)

            Del indhold
            Link kopieret
